Tilbygning i faldende terræn

Bygherre: Privatkunde
Ingeniør: Tolderlund Rådgivende Ingeniører Aps

Familien i bungalowen fra 30’erne manglede et børneværelse og ønskede også et ekstra badeværelse. Et par år forinden havde tegnestuen bidraget med et lille forslag til indretningen af en entré i en uisoleret mellemgang, samt etablering af nyt køkken/alrum. Nu var de to døtre imidlertid blevet for store til at dele ét børneværelse, og deres legeværelse ville med fordel kunne bidrage til en udvidelse af opholdsstuen.

Boligen har en stor skrånende, sydvendt baghave, men da huset tillige har fuld kælder og ligger højt placeret i terrænet, ville en udvidelse af stueetagen give endnu større afstand mellem boligen og det grønne.

Løsningen blev at inddrage og fjerne en stejl kældertrappe og placere tilbygningen helt nede på terræn. Dermed etableredes en indskudt etage i form af en separat forældreafdeling med direkte udgang til haven. Den nye trappe udgør nu et kombineret adgangs- og opholdsrum, som sammenbinder pigernes og forældrenes afdelinger.

Den terrasserede tilbygning kunne delvist rummes under den eksisterende taghældning, og dermed blive helt integreret i husets eksisterende form, – og delvist fremstå som et nyt, mere moderne element med stor lofthøjde og højtsiddende vinduer.